Et portræt, der tog tre forsøg: Idas møde med kameraet

Ida driver et lille keramikværksted uden for byen, og i begyndelsen af efteråret skrev hun til redaktionen. Hun havde læst vores tekster om fotografi og ville høre, om vi kunne pege på en fotograf. Hendes ønske lød beskedent: ét godt portræt til siden om værkstedet, ikke noget opstillet, bare et billede, der lignede hende.

Jeg har siddet i den situation mange gange, både som fotograf og som billedredaktør. Det enkle ønske er ofte det sværeste, fordi det ikke rummer et brief. Hvad betyder det at ligne sig selv? Ida kunne ikke selv svare på det, og det er faktisk det ærligste udgangspunkt, et portræt kan have.

Vi aftalte, at jeg ville følge forløbet og skrive det ned, med hendes accept. Her fortæller jeg det, som det foregik, uden at gøre det til mere, end det var: tre møder, nogle kontaktark og en samtale om, hvad et ansigt egentlig fortæller.

Det første møde fandt sted en grå eftermiddag på værkstedet. Fotografen, som jeg kender fra tidligere arbejder, brugte vinduet og intet andet. Billederne var teknisk fine: blød hud, rolig baggrund, hænder med ler. Alligevel kunne Ida ikke genkende sig selv i dem.

Hun sagde det selv, da vi sad med udskrifterne på et bord: hun havde stået stille og tænkt på, hvordan hun så ud. Kameraet fik det udtryk, hun lagde på for at klare opgaven. Det er et velkendt mønster. Den, der bliver fotograferet, begynder at spille en version af sig selv, og fotografen ser på en rolle i stedet for et menneske.

Vi lagde billederne til side uden at kassere dem. Man lærer mere af et portræt, der ikke virker, hvis man tager sig tid til at sige præcis hvorfor.

• Stillestående positur giver et stift udtryk
• Godt lys redder ikke et afspændt øjeblik
• Udskrifter på papir gør det lettere at tale om billedet

Til det andet møde foreslog fotografen, at Ida bare skulle arbejde. Hun satte sig ved drejeskiven, og kameraet blev ved med at klikke, mens hun glemte det. Efter en halv time var skuldrene faldet ned, og hun grinede af en klump ler, der gik skævt.

Her opstod de første billeder, jeg selv ville have valgt til magasinet. Blikket var rettet mod arbejdet, ikke mod linsen, og netop derfor sagde det noget om hende. Et portræt behøver ikke møde beskuerens øjne for at skabe kontakt; nogle gange er afvendt opmærksomhed mere nærværende end et direkte blik.

Ida var dog ikke tilfreds. Hun syntes, billederne viste håndværket, men ikke hende som den, der driver stedet. Det var en skarp iagttagelse, og den pegede på, at et portræt til en hjemmeside har et andet formål end et portræt til en reportage.

Før det sidste møde satte fotografen sig med Ida i en halv time uden kamera. De talte om, hvorfor hun var begyndt at drive værkstedet, og hvad hun håbede, en fremmed ville tænke, når siden åbnede. Først derefter tog han kameraet frem.

Billederne fra den dag er blevet de bedste. Ida ser direkte ind i linsen, men med et lille skævt smil, som man får, når man tænker på noget, man lige har sagt. Det er ikke et smil, man kan bede om. Det opstår, når nogen har været med til at finde ud af, hvad billedet skal fortælle.

Hun valgte selv et billede fra samlingen og et fra anden runde. Det første står øverst på siden, det andet længere nede, ved teksten om arbejdsgangen. Sammen giver de en bredere fortælling, end ét billede kunne alene.

• Samtalen før optagelsen satte tonen
• Direkte blik og et uforceret udtryk kan sagtens forenes
• To billeder med forskellig funktion fortæller mere end ét

Forløbet mindede mig om, at et portræt er et samarbejde. Fotografen bestemmer ramme, lys og tidspunkt, men den fotograferede bestemmer, hvor meget af sig selv der kommer med. Hvis den ene part ikke ved, hvad den anden vil, bliver resultatet ofte pænt og tomt.

Når jeg vælger billeder til magasinet, kigger jeg efter det øjeblik, hvor motivet holder op med at tænke på, hvordan det ser ud. Det kan være et halvt sekund midt i en sætning eller en bevægelse, der ikke var planlagt. Ida fandt sit på tredje forsøg, andre finder det straks, og nogle aldrig.

Jeg har også lært at tage udskrifter med til mødet. Man ser anderledes på et billede, man kan holde i hånden, og det bliver nemmere at pege og sige: her er jeg, og her er jeg ikke.

Nogle uger senere ringede jeg til Ida for at høre, hvordan siden var blevet modtaget. Hun fortalte, at flere kunder havde nævnt billedet, især smilet. Det glædede hende, men hun sagde også, at hun havde lært mere om sig selv, end hun havde regnet med, ved at se de to første runder.

Hun mente, at de forkerte billeder havde været nødvendige. Uden dem havde hun ikke kunnet sige, hvad hun ledte efter. Det er en tanke, jeg ofte vender tilbage til, når nogen vil spare sig for omveje i det kreative arbejde.

Jeg beholdt udskrifterne fra første runde i en skuffe på redaktionen. Ikke fordi de er dårlige, men fordi de viser, hvordan det ser ud, når alt er rigtigt i lyset og forkert i øjeblikket.