Hvad betyder dybdeskarphed, og hvorfor taler fotografer så meget om den

Når fotografer taler sammen, falder ordet dybdeskarphed hurtigt. Det lyder som noget fra en lærebog, men tanken bag er enkel. Ethvert billede har et område, der står skarpt, og resten ligger mere eller mindre uskarpt. Dybdeskarpheden er blot betegnelsen for, hvor dybt det skarpe område rækker, målt fra kameraet og ind i motivet.

Tag et portræt, hvor øjnene står knivskarpe, mens væggen bagved er blød og rolig. Her er dybdeskarpheden lille. Tænk så på et landskab, hvor både blomsten foran dig og bjergene i horisonten er tydelige. Her er den stor. Begge billeder kan være gode, men de siger noget forskelligt. Det ene peger på ét sted, det andet lader blikket vandre.

Jeg har siddet med mange fotoserier gennem årene, og det er slående, hvor ofte en fotograf kan forklare et billedes stemning ved at tale om netop dette. Ikke fordi teknikken er målet, men fordi skarpheden afgør, hvad du som læser lægger mærke til først.

Der er tre håndtag, og de arbejder sammen. Det første er blænden, altså hvor stor en åbning lyset slipper ind igennem. En stor åbning giver lille dybdeskarphed, en lille åbning giver stor. Det lyder bagvendt, og det er netop derfor, begrebet vækker forvirring hos dem, der er nye i faget.

Det andet håndtag er afstanden til motivet. Jo tættere du står, desto mere smal bliver det skarpe bånd. Det kender enhver, der har forsøgt at fotografere en lille ting på tæt hold og opdaget, at kun en kant står klart. Det tredje er brændvidden, som groft sagt beskriver, hvor langt kameraet ser. Et teleobjektiv komprimerer rummet og gør baggrunden blødere.

Ingen af de tre står alene. En fotograf, der ønsker en blød baggrund, kan gå tættere på, åbne blænden eller vælge et længere objektiv, og ofte gør hun lidt af alt. Forståelsen af samspillet er det, der skiller et tilfældigt billede fra et, der er tænkt.

• Stor blændeåbning giver smal skarphed
• Kort afstand til motivet smalner skarpheden
• Lang brændvidde gør baggrunden blødere

Mange tror, at et godt billede er et skarpt billede. Det er en misforståelse, som fotografiet selv har gjort op med for længe siden. Den uskarpe del af et billede er ikke tabt information, men en bevidst pause, hvor øjet hviler, mens det skarpe område får al opmærksomheden.

Der findes et dansk ord for den bløde baggrund, som fotografer ofte låner fra japansk, nemlig bokeh. Det beskriver ikke mængden af uskarphed, men dens kvalitet: om lysglimt bliver til runde, bløde skiver, eller om de får hårde kanter. To objektiver med samme blænde kan give vidt forskellig fornemmelse.

Jeg synes, det er en pæn tanke, at uskarphed også er et valg. En fotograf, der lader en forgrund ligge sløret, inviterer dig til at kigge forbi det og ind i billedet. Det er en form for fortælling, hvor det udeladte er næsten lige så vigtigt som det viste.

Se på, hvad en fotograf vælger at gøre skarpt, og du ser, hvad vedkommende interesserer sig for. I et reportagebillede fra en travl gade kan ét ansigt stå klart, mens menneskemylderet bagved løses op. Pludselig er det ikke længere en gade, men et menneske i en gade.

Omvendt kan en stor dybdeskarphed sige noget om overblik og nærvær. Dokumentarfotografer bruger den ofte, fordi den giver rum til detaljer, som læseren selv kan opdage. Hver krog af billedet er der, og intet er skjult. Det kræver mere af motivet, for alt skal kunne tåle at blive set.

I vores arbejde med fotoserier i magasinet er det et af de første spørgsmål, vi stiller en fotograf: hvorfor lige dér? Svaret handler sjældent om teknik. Det handler om, hvad der skulle fremhæves, og hvad der kunne få lov at forsvinde.

Du behøver ikke et dyrt kamera for at forstå begrebet. En mobiltelefon kan i dag simulere en blød baggrund, og selv uden den kan du øve dig ved at gå helt tæt på en genstand og se, hvordan baggrunden opløses. Prøv det med en kop på et bord, og flyt dig langsomt væk.

Gå så videre til at kigge i fotobøger og magasiner med en ny opmærksomhed. Spørg dig selv, hvor skarpheden ligger, og hvad der ville ændre sig, hvis den lå et andet sted. Det er en enkel øvelse, men den ændrer måden, du læser billeder på, og den tager ikke mere end få minutter.

Med tiden begynder du at genkende fotografers vaner. Nogle holder sig til smal skarphed og intimitet, andre til klare, rummelige billeder. Begge dele er håndværk, og begge dele fortæller dig, hvordan vedkommende ser på verden.

• Fotografer en genstand fra tæt hold
• Flyt dig væk og sammenlign baggrunden
• Find skarpheden i et billede, du kender