Sådan lytter vi: Samtaler får mere plads i magasinet

Når vi læser interviews andre steder, mærker vi ofte, at svarene er klippet til, så de passer ind i en spalte. Det giver hurtige citater, men sjældent forståelse. Derfor har Samtaler fået sin egen plads i glamwara, ikke som pynt mellem de store artikler, men som en selvstændig måde at fortælle på.

Rubrikken handler om mennesker, der arbejder kreativt: en illustrator, en væver, en billedredaktør, en typograf. Det, de gør, kan sjældent forklares i én sætning, og det er netop pointen. Vi giver samtalen den tid, den skal bruge, og lader tavsheder og omveje blive i teksten, hvor de fortæller noget om arbejdet.

Som redaktør for design og identitet sidder jeg selv med i mange af de samtaler, hvor visuelle valg er emnet. Jeg har lært, at de bedste svar kommer, når man holder op med at stille spørgsmål og blot venter et øjeblik længere, end det føles naturligt.

Ingen samtale i magasinet begynder med et blankt ark. Vi læser det, personen har lavet, ser billederne eller prøver værket, og skriver et par spørgsmål ned, som vi bagefter ofte lader ligge. Forberedelsen er ikke en manuskripttekst, men en måde at vise respekt på, så gæsten ikke skal bruge de første ti minutter på at forklare det grundlæggende.

Vi aftaler også rammerne på forhånd: hvor længe vi har, om samtalen foregår på et værksted, i et hjem eller på en bænk, og hvad der ikke skal med. Gæsten får lov at vide, at teksten bliver læst igennem sammen med os, før den udkommer, så ingen oplever at blive citeret i en sammenhæng, de ikke genkender.

Vi tager gerne et par genstande med fra samtalens verden, en skitsebog, en kontaktkopi, et stykke stof. De giver noget at pege på, og de flytter samtalen fra det abstrakte til det, man kan røre ved.

• Læs eller se gæstens arbejde grundigt først
• Aftal tid, sted og rammer uden hast
• Tag noget konkret med at tale ud fra

En samtale til Samtaler varer typisk halvanden til to timer, selv om teksten ender på en brøkdel af det. Den lange tid er ikke spild. De første spørgsmål får de indøvede svar, mens det, der virkelig er værd at trykke, ofte kommer i den sidste halve time, når begge parter har slappet af.

Vi stiller åbne spørgsmål og undgår dem, der kan besvares med ja eller nej. Hvis gæsten tøver, lader vi tøvet stå. Rasmus, der skriver mange af vores interviews, siger, at han mere end én gang har fået det vigtigste svar efter en pause, hvor han næsten havde besluttet sig for at gå videre til næste punkt.

Vi optager lyden, men tager også noter i hånden. Noterne fanger det, lyden ikke kan: hvordan gæsten kigger på et billede, før hun svarer, eller hvordan en hånd stryger hen over et ark papir, mens et minde dukker op.

Når samtalen er skrevet ud, begynder det egentlige redaktionelle arbejde. Mundtligt sprog læser sig anderledes end skrevet sprog, så vi ordner, stryger gentagelser og samler tråde, der blev spundet på tværs af timen. Vi opfinder aldrig udsagn og lægger ikke ord i munden på nogen; ændringer handler om rytme og læsbarhed, ikke om indhold.

Teksten får en kort indledning, der sætter scenen, og derefter følger samtalen i en form, der ligger tæt på det, der blev sagt. Nogle gange bliver den et klassisk spørgsmål og svar, andre gange en sammenhængende fortælling med citater. Valget afhænger af, hvad materialet bærer.

Gæsten læser den færdige tekst før udgivelse og kan rette faktuelle fejl eller præcisere, hvis noget er blevet misforstået. Vi holder fast i, at samtalen er gæstens egen, og at vores rolle er at give den en form, som læseren kan sætte sig til rette i.

• Udskrift og redigering af mundtligt sprog
• Valg mellem spørgsmål og svar eller fortælling
• Gennemlæsning hos gæsten inden udgivelse

Vi søger mennesker, der har noget at sige om deres håndværk, ikke dem, der har mest at sælge. Gæsterne kan være kendte i deres felt eller helt ukendte uden for det, og vi lægger ikke vægt på rækkevidde. Det afgørende er, om der er en tankegang bag arbejdet, som er værd at følge i længere tid.

Vi laver ikke interviews for at pege på produkter, og redaktionelt indhold holdes klart adskilt fra alt andet. En samtale i magasinet er aldrig betalt af gæsten eller af nogen, der står bag dem. Det giver os frihed til at stille de spørgsmål, vi finder relevante, også de lidt ubekvemme.

Gæster optræder ved fornavn i vores tekster, så fokus bliver på arbejdet og tankerne frem for på titler og navnes vægt. Det passer til magasinets grundtone: nysgerrighed frem for stjernestatus, omhu frem for tempo.

Mørkere aftener giver bedre plads til lange tekster, og vi har bevidst planlagt flere samtaler i denne tid på året. De egner sig til at blive læst i ét stræk med en kop te ved siden af, uden at man skal springe videre til noget andet.

Du behøver ikke kende gæstens arbejde på forhånd. Hver samtale indledes med en kort beskrivelse af, hvem personen er og hvad vedkommende laver, så du kan komme med uden forudsætninger. Nogle læsere begynder midt i teksten og går tilbage, og det fungerer fint.

Har du tanker om en samtale, vi burde have, eller et spørgsmål, du savner at få stillet, er du velkommen til at skrive til redaktionen. Vi læser alle henvendelser og tager gerne imod forslag, selv om vi ikke kan love at bruge dem.

• Start med indledningen, og læs i dit eget tempo
• Ingen forhåndskendskab nødvendig
• Forslag til gæster og spørgsmål modtages