Bag optagelsen: sådan bliver en samtale til et interview

Et interview i glamwara starter sjældent med et spørgsmål. Det starter med at læse, se og lytte. Før jeg mødes med en gæst, har jeg som regel sat mig ind i vedkommendes arbejde, set billeder, læst gamle tekster og noteret, hvad der undrer mig. Det er ikke for at have svarene på forhånd, men for at kunne stille de spørgsmål, som ikke allerede er stillet mange gange.

Vi aftaler også rammerne i god tid. Hvor længe kan samtalen vare, hvor vil gæsten gerne sidde, og er der noget, der ikke skal med? Den slags aftaler giver ro. En person, der ved, hvad der sker med hendes ord, taler friere og mere præcist end en, der er i tvivl.

Forberedelsen ender i en kort liste, ikke et manuskript. Jeg medbringer fem eller seks emner og lader samtalen afgøre rækkefølgen. Listen er et sikkerhedsnet, så jeg kan vende tilbage, hvis vi farer vild.

Vi sætter god tid af, og det er den vigtigste luksus i vores arbejde. De bedste svar kommer ofte efter en pause, hvor gæsten selv fylder stilheden ud med noget, hun ikke havde planlagt at sige. Derfor har jeg lært at lade tavsheden stå, også når den føles lang.

Jeg optager samtalen med gæstens samtykke og skriver kun få noter undervejs. Hvis jeg kigger ned i papirerne hele tiden, taler vi til hinanden på afstand. Jeg vil hellere kunne se på den, jeg taler med, og følge med i, hvornår tonen skifter.

Ofte begynder det mest interessante, når optageren er slukket. Så spørger jeg, om vi må tage det med igen, og så gentager vi det stille, så det kan bruges. Intet bliver trykt uden gæstens vidende, og det er en regel, vi ikke bøjer.

• Tag god tid og aftal rammerne på forhånd
• Lad pauser stå, de giver ofte de bedste svar
• Optag kun med samtykke, og brug intet i det skjulte

Efter samtalen skriver jeg den ud ord for ord. Det er langsomt arbejde, men det tvinger mig til at høre alt igen, også det, jeg overhørte i øjeblikket. Her opdager jeg ofte den sætning, som hele interviewet i virkeligheden handler om.

Mundtligt sprog læser sig dårligt på tryk. Vi siger det samme to gange, afbryder os selv og taber tråden. Redigeringen går ud på at rydde op uden at ændre meningen, så gæsten stadig kan genkende sin egen stemme i teksten.

Jeg beslutter også, om teksten skal være en samtale i spørgsmål og svar eller en fortælling med citater. Valget afhænger af materialet. Nogle mennesker taler i klare afsnit, andre i store bevægelser, der kræver en fortæller til at holde dem sammen.

Inden noget udgives, sender vi teksten til gæsten. Ikke for at give hende ret til at skrive om, men for at sikre, at fakta, navne og årstal er korrekte, og at intet er blevet misforstået. Hun kan pege på fejl og foreslå præciseringer.

Det kan føles ubehageligt at læse sine egne ord på skrift. Mange bliver overraskede over, hvor meget de siger, og hvor lidt der skal til for at forme en tanke. Derfor giver vi tid til svar, og vi forklarer, hvorfor vi har valgt at udelade bestemte passager.

Hvis vi er uenige, taler vi om det. Som regel finder vi en formulering, der både er sand og fair. Redaktionen har det sidste ord, men vi bruger det sjældent uden at have lyttet først.

Når teksten er på plads, kommer billedredaktionen ind. Camilla Rask vælger, hvilke billeder der skal bære fortællingen, og vi taler om, hvordan portrættet skal se ud. Et rigtigt godt billede af en samtale viser ro, ikke opstilling.

Titlen kommer til sidst. Den skal love noget, teksten kan holde, og helst være lavet af gæstens egne ord eller et billede fra samtalen. Vi prøver mange forslag og kasserer de fleste.

Til sidst læser en anden redaktør teksten igennem med friske øjne. Hun retter tegnsætning, spørger ind til uklare steder og tjekker, at tonen er den samme fra første til sidste linje. Først derefter går teksten i trykken på siden.

Meget af det, vi hører, kommer aldrig med. En samtale på halvanden time bliver til en tekst på få tusind ord, og det betyder, at vi må vælge fra. Vi vælger det, der bærer, og lader resten ligge, også når det er godt.

Det er en del af respekten for gæsten. Vi bruger ikke private bemærkninger til at gøre teksten mere spændende, og vi søger ikke konflikt, hvor der ikke er nogen. Et interview er ikke et forhør, og læseren fortjener at møde et helt menneske.

Måske er det her, forskellen ligger mellem at referere og at lytte. Et referat gengiver, hvad der blev sagt. Et interview forsøger at fastholde, hvordan det var at høre det.